I Sud America...: Huaraz

Vi ankom til Huaraz om morgene ved en syv tiden og blev straks overfaldet af en hob af folk som vil sælge os forskellige ture. Vi fik rystet dem alle af pånær én, som det lykkes at vise os et hostel, hvor han kendte ejerne (han fik sikkert procenter) det vidste sig dog at være et hyggeligt sted, så vi endte med at blive der (det var også billigt, hvilket hjalp) vi fik sovet lidt og tog ud for at findet et sted som solgte ture. Den helt store ting i Huaraz er bjergbestigning og vi fandt et sted med en god seriøs guide. Vi besluttede os til at prøve kræfter med et højt, men nemt bjerg; 5400 meter! Vi mødtes med vores guide dagen efter tidligt om morgene og tog afsted med minibus. Efter et skift til en taxa og ydderlig en time, ankom vi til foden af bjerget. Vi pakkede om og fik alt udstyret på ryggen, så vores rygsække vejede vel omkring 20-25kg stykket. Det lyder måske ikke af så meget, men når man trekker op ad et bjerg i 4000 meters højde, så føles det som at have et ton på ryggen. Vi kom dog op til vores lejer og nåede at få sat telt op før det begyndte at sne for meget. Det vidste sig dog at vores telt ikke var særlig vandtæt, så vi fik ikke sovet så meget pga vores soveposer blev mere og mere våde. Vi skulle være startet vores tur til toppen kl to om natten, men pga dårligt vejr, blev vi nød til at udskyde turen til kl halv fem. Da vi endelig kom afsted, trekkede et par hundrede meter og kom til starten af gletscheren, hvor vi fik pigsko og klatreudstyr på. Vi blev bundet sammen med reb, med ca 15 meters mellemrum og startede opstigningen. Jeg har aldrig prøvet noget så hårdt!! Hvert skridt jeg tog sank jeg i til knæene og højden gjorde at jeg kun kunne gå ti meter før jeg helt havde tabt pusten. Vi trekkede langsomt op sådan, ca to hundrede meter, før jeg absolut ikke kunne mere. Vi prøvede at gå lidt mere efter en pause, men vi kom kun 20 meter før jeg definitivt kastede håndklædet i ringen. Vi nød dog udsigten fra vores sted og kunne se solen langsomt stå op bag bjergene (vi ville dog under alle omstændigheder ikke have haft tid til at nå toppe pga vores udskudt start tidspunkt, så jeg var ikke så ærgerlig over at skulle vende om(og vi var kommet over de 5000meter!))

Vi kom ned og fik os noget morgenmad, varm havergrød, pakkede og trekkede ned til taxaen som kom og hentede os. Det var en kæmpe oplevelse at stå der på bjerget en tidlig morgen, pisse frysende men glad for at have oplevet noget så stort! Vi tog videre dagen efter til Chiclayo.

De Lima, capital del Perú, a Huaraz, poble tranquil.let en una vall entre "la cordillera negra" i "la cordillera blanca" amb pics permanentment nevats i glaciars.

Just arribar se'ns enganxa "un guia" que no ens deixa anar ni a la tres i ens estressa un piló. És temporada baixa i tots van desesperats per caçar turistes. Total que ens acaba fent hn bon preu d'hostal i ens presenta un andinista que, després de portar-nos a la seva oficina del centre i informar-nos sobre possibilitats a la cordillera blanca, ens dóna molta confiança.

Marxarem el matí següent molt aviat cap a Yanapaccha. Aquest pic està situat molt a prop del pic més alt del Perú, el Huascarán. I el podrem avistar des del cim.

El taxi ens deixa passat un parc natural amb una laguna verdíssima.

Allà, més amunt, carreguem les motxilles amb tot l'equip: arnessos, crampons, piquets, botes d'andinisme, sac de dormir, màrfaga i menjar. En total l'Andreas calcula uns 20 Kgs. Cadascú. Excepte el guia que a més a més carrega amb les tendes. Així pugem fins el campament base, unes dues hores. En arribar ja estic orgullosa i satisfeta. Orgullosa per la gesta, satisfeta perquè des d'aquí ja es veuen tots els pics nevats i el principi del glaciar. És preciós! Però no podem quedar-nos a admirar embaladits el paisatge perquè està plovent molt i molt fort i fa un fred tremendo. Ens quedem tota la tarda i nit a la tenda, mantenint una bona temperatura com podem.

L'endemà havíem de despertar-nos a les 02:00 per continuar, però ha estat nevant tota la nit i encara ho fa. Esperem. Dues hores més tard, l'Andreas impacient ens posa en marxa. Ha deixat de nevar, però aviat veiem que la neu està massa tova. El pes de l'Andreas l'enfonsa fins a les cuixes a cada pas i amb l'altura li costa respirar. Jo també tinc mal de cap de l'altura i ja em sembla bé parar. Estem a punt d'abandonar però demana continuar una mica més a poc a poc. Unes passes més i l'inhalador, però finalment venç la frustració. Ho hem de deixar aquí.

En total hem arribat a uns 5150 m!!! No està mal, eh? I mireu quines vistes, fins i tot vam veure el pic del Huascaran.

Aquella nit vam dormir com troncs, en un llitet calentó després d'una dutxa ben calentona i un bon sopar.